Som et led i den relationelle brobygning er der formaliseret et samarbejde med skolen, hvor de engang om ugen bruger fritidscentrets computerlokale til deres undervisning.
“På Fritidscenter Sofiendal tilrettelægger vi meningsfulde aktiviteter, der bidrager til at vores børn og unge er aktivt deltagende i sociale praksisfællesskaber. En af vores aktiviteter er Gaming og E-sport.”
Af Jacob Balling
Centerleder, Fritidscenter Sofiendal
E-sport og gaming på Fritidscenter Sofiendal, Aalborg Kommune Målgruppe og beskrivelse af tilbuddet Det er primært børn og unge fra 10-18 år, med behov for specifik forebyggende indsats, som benytter fritidscentret. Det vil sige børn og unge med sociale, fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse, adfærdsmæssige reaktioner, børn og unge der har svært ved at skabe relationer, børn og unge med risiko for begyndende marginalisering. Det er denne målgruppe, som fritidscentret har opbygget særlige kompetencer i forhold til.
Selvom den primære pædagogiske indsats, retter sig mod børn og unge med behov for en specifik forebyggende indsats tilstræbes det, at aktiviteterne tilrettelægges således, at det forsat er attraktivt for de øvrige børn og unge at komme i fritidscentret. Vi lægger således vægt på, at børnene og de unge kan spejle sig i hinanden.
Gennem målrettede, gruppebaserede aktiviteter, skaber vi mulighed for, at vores børn og unge kan udvikle en række forskellige kompetencer – ikke mindst de sociale. Derfor tilbyder vi læringsfremmende miljøer, hvor børn og unge inviteres til medansvar og får mulighed for at deltage i interessefællesskaber og i samspil med andre i samme aldersgruppe. En særlig styrke ved fritidscentret er, at der ydes en indsats, som er tilpasset behovene blandt lokalområdets børn og unge. Vi samarbejder desuden med områdets øvrige fritidstilbud, sportsklubber og frivillige organisationer med henblik på at skabe brobygning, således at børn og unge også integreres i områdets øvrige fritidsaktiviteter. Derudover er der et stort fokus på lokalområdets boligsociale indsats. Gaming + kost, motion og mental sundhed På Fritidscenter Sofiendal tilbydes der gaming og E-sport som pædagogisk aktivitet på lige fod med andre aktiviteter i centret. Formålet med gaming-aktiviteten er at møde børn og unge i deres interessefelt, og dermed støtte dem i deres opbygningen af de sociale kompetencer. Fritidscenter Sofiendal har en klar og tydelig politik omkring brug af gaming som pædagogisk metode i dannelsesprocessen. Ved planlægningen af gaming- og E-sportsaktiviteten tager vi blandt andet udgangspunkt i sundhedsstyrelsens 11 forebyggelsespakker, hvor der er fokus på fysisk aktivitet, kost og mental sundhed. Forebyggelsespakkerne er generelt en rød tråd i vores arbejde med børn og unge. I forhold til dannelsen af sociale færdigheder er tilgangen, at det er bedre at komme på fritidscentret og spille computer end at sidde isoleret på sit eget værelse – selvom der sagtens
“E-sport er alt det gode. Jeg er sammen med mine venner om noget, jeg interesserer mig for”
kan være sociale digitale interaktioner i spil også der. Men hos os er der mulighed for at få begge kriterier i spil: det sociale liv på nettet og det sociale fysiske liv i samspil med andre børn og unge.
De ti gaming-regler
Gaming generelt på centret er en aktivitet, hvor børnene i klubben kan komme skrive sig på listen med spilletider, og derefter spille ”frit” på centrets computere. Her er der som udgangspunkt ingen regler for, hvad man må spille. Der kan spilles Fortnite, Counter Strike, Overwatch, eller man kan bare være på nettet med YouTube. Har man lyst til at være en del af computerrummet på fritidscentret Sofiendal, skal man til gengæld overholde følgende regler:
- Man skal gøre, hvad de voksne siger. De voksne bestemmer, om en regel er brudt.
- Bryder man en regel, kan man få karantæne.
- Husk at bestille tid. Når du har lavet og afleveret tjeklisten, kan du få spilletider. Man kan få 2 spilletider om dagen, og de må gerne være lige efter hinanden. Du må ikke begynde at spille, før du har bestilt din tid. Det gør du ved at skrive dit navn på papiret på den plads, du gerne vil have.
- Husk at bruge din tid. Hvis du ikke har taget computeren senest 10 minutter efter, at din tid er begyndt, så mister du tiden, og den kan gives til en anden.
- Husk at overholde tiden. Din tid slutter præcist på det tidspunkt, der står på papiret. Du skal selv sørge for ikke at starte et nyt spil, hvis du ikke kan nå at gøre det færdig.
- Du må ikke forhindre andres spilletid. Du må ikke distrahere dem, der spiller, og du må heller ikke strege andres tid ud.
- Du må spille de spil, som er på spillisten. Hvis du vil spille noget, som ikke er på listen, skal du spørge om lov først.
- Man må gerne bruge sin egen konto (til f.eks. Steam), men du må stadig kun spille de spil, som er givet lov til. Du skal selv huske at logge ud, når du er færdig.
- Man må gerne bruge sin egen computer eller tablet. Man skal selv passe på, at den ikke bliver væk eller går i stykker. Klubben erstatter det ikke.
- Man skal behandle de andre ordentligt. Man må ikke drille hinanden i spillene, tale grimt til hinanden osv. Dette gælder både de andre i pc-rummet, men også fremmede på internettet. Alle har det bedre, hvis man behandler hinanden godt.
E-sport – turnering og samarbejde
E-sport er med udgangspunkt et struktureret pædagogisk forløb, hvor der kan arbejdes hen imod et LAN event – det kunne være GGW i Aalborg (Gigs Gone Wild). Det kan måske sidestilles med at gå til fodboldtræning og træne til en kommende turnering. Aktiviteten tager afsæt i spil, hvor det handler om at samarbejde for at vinde – det kan være CS GO, Fortnite eller Overwatch.
”Jeg synes at det er fedt, at man lærer sine klassekammerater at kende på en anden måde”
I E-sport er der fokus på:
- Kommunikation – hvordan taler man sammen i spillene – og uden for spillene.
- Sammenhold – relationsdannelse.
- Fysisk bevægelse – for at kunne koncentrer sig 100 % og have optimale reaktionsmønstre.
- Kost – som har en fundamental effekt koncentrationen og lysten til at deltage i sociale sammenhænge.
- Spillefærdigheder.
En E-sportstræning/-forløb kan være bygget op på følgende måde:
- Vi starter med kort intro om, hvad dagens program er.
- En fysisk aktivitet – løbetur i lokalområdet.
- Vand og sunde snaks, gulerødder eller grovkiks.
- Kamptræning i Counter Strike – træning af forskellige spilleteknikker som team, herunder kommunikation.
- Afslutning: hvad har vi lært i dag, og hvad skal vi næste gang.
Samarbejde med Center for Digital Pædagogik i Århus
Projektets overordnede formål er at forebygge problematisk spilleadfærd i digitale miljøer blandt unge og unge voksne i alderen 12-21 år. Det sker gennem gruppetilbud med skærpet fokus på forældreinddragelse, aktiv selvhjælp og social træning. Tilbuddet udbydes i Aalborg Kommune på Fritidscenter Sofiendal, der er en del af den samlede tilbudsvifte af fritidstilbud til børn og unge i kommunen – herunder forebyggende indsatser for udsatte børn, unge og deres familier. Indtil videre peger resultaterne på at i takt med, at der bliver trænet og opøvet sociale kompetencer hos de unge, mindskes forbruget af computerspil, konflikterne herom og ligeledes den risikable spilleadfærd omkring pengespil og skinbetting. Vores Gaming-gruppeprojekt er lagt an på tanken om, at mestringsstrategier og sociale kompetencer er overførbare mellem forskellige sociale kontekster.
Computerspillene bruges som et fælles tredje for både at møde de unge i deres daglige interessemiljøer og for at have et pædagogisk redskab, som de unge allerede er på hjemmebane i. Den pædagogiske metode, der tages i brug, beror i høj grad på forældreinddragelse, som en aktiv selvhjælpsgruppe, og et sted med plads til social træning. Med et skærpet fokus på forældreinddragelsen laves der temaaftner, hvor forældrene bliver guidet og coachet i, hvordan de kan håndtere de udfordringer, der kan relatere sig de børn og unges socialisolerende computerforbrug.
”Jeg elsker, at jeg lærer en masse strategier, som jeg kan bruge, når jeg spiller derhjemme”
Fælles for mange af de unge er, at de har en særlig interesse for computerspil, og at de ofte har et overforbrug heraf, forstået således at spillene fylder mere end de elementer, som det sunde ungdomsliv forventes at være baseret på: Familie, skole, venner og fritidsinteresser er uden for hjemmet. Derudover kan de unge have forskellige udfordringer, bl.a.:
- Få eller ingen venner i skolen og fritidstilbud
- Mange konflikter i hjemmet (f.eks. om gaming)
- Et overforbrug af gaming, så det går ud over almindeligt sundt ungdomsliv
- Social isolation